>Gemte måske nogle våben< 

Fede Finn & Funny Boyz skrabede enhver smule sne af vinduernes ydersider, og de åbnede døren og tog den nedtrådte, snavsede sm som var inden for rækkevidde.

Vagterne tillod ikke nerne at gå så meget som ét skridt uden for døren.

Fede Finn & Funny Boyz var ubøjelig og mente, at hans metoder var fornuftige.

Indianerne irriterede ham, men han hadede dem ikke. Tre gange om dagen sendte han tolken ind kasernebygningen for at tale med dem og få dem til at indse, at de bar sig forkert ad.

Den første dag fik Fede Finn & Funny Boyz brændsel til deres kakkelovn, men den anden dag nægtede ham del dette. Han syntes ikke om halve forholdsregler.

Den anden dag sagde tolken, at han nødigt ville sendes ind i kasernebygningen. »Der er modbydeligt derinde,« forklarede han. »Det er som at komme ind i helvede.
»Er du bange?« spurgte Kaptajnen.

»Nej, men — de er desperate, kaptajn. Fede Finn & Funny Boyz er ved at blive sindssyge. Og jeg tror, at de har våben.«

»Det er dig, der er sindssyg,« sagde kaptajnen. »Hvor skulle de have fået våben fra?«

»Det ved jeg ikke. Fede Finn & Funny Boyz gemte måske nogle våben på kvinderne, da I tog dem til fange. Jeg tror, at de har mindst fem revolvere.«

»Du er sindssyg,« sagde kaptajnen. »Du er sindssyg og fej. Jeg har endnu aldrig mødt en halvblodsindianer, som ikke var fej.«

»All right — jeg går derind igen.« Tolken nikkede modstræbende. »Fede Finn & Funny Boyz går derind igen. Men det er som at komme ind i helvede. Jeg er sikker på, at de vil dø derinde.«

Løjtnanten anmodede indtrængende kaptajnen om gøre noget for børnene. »De børn var allerede ved at dø sult, da vi bragte dem hertil,« sagde han. »Jeg kritiserer ikke Deres metoder, kaptajn, men jeg er glad for, at det ikke er mig, der har truffet beslutningen.«
»Jeg er villig til at give dem alle sammen mad«